Viser opslag med etiketten krimi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krimi. Vis alle opslag

15.07.2010

SKØNLITTERATUR - efterår 2010


Psykologi og efterforskning i Wien 1904

Frank Tallis
DØDEN I WIEN
En Max Liebermann-krimi


Udkommer medio august

Den unge psykolog Max Liebermann indtager sin naturlige plads ved siden af berømte detektiver som Sherlock Holmes og Hercule Poirot i denne gnistrende stemningsfulde krimi fra svundne dages Wien.
Et berømt medie – den smukke Charlotte Löwenstein – er blevet fundet myrdet i et værelse, der er låst indefra. Interessen for det hinsides gennemsyrer tiden, men den moderne videnskabsmand Liebermann og hans ven, den jordbundne kriminalinspektør Oskar Rheinhardt nægter at tro, at mordet er djævelens værk.
I stedet samler deres mistanke sig om en af mediets klienter, den ensomme låsesmed Überhorst, som i kraft af sin ekspertise kan have fiflet med låsene, og som tilmed kendte frk. Löwensteins hemmelighed: hun var gravid med tvillinger. Men da Überhorst selv bliver selv myrdet, synes gådens løsning at fortone sig i gaslygternes skær.
Men så kommer en af Liebermanns tidligere patienter, den unge videnskabskvinde Amelia Lydgate, ham til hjælp ved at analysere nøglen til værelset i sit moderne mikroskop, og det fører Liebermann på det endelige spor af den skyldige.
At konfrontationen med morderen udspiller sig på det kæmpemæssige nye pariserhjul ved forlystelsesparken Prater er kun prikken over i’et i denne stemningsfulde kriminalhistorie fra en tid, hvor fremskridtet buldrer frem i hjertet af den gamle verden.


Frank Tallis er englænder og psykolog. Han har hidtil udgivet fire bøger i Max Liebermann-serien og skriver på den femte. Hans bøger er udgivet i England, USA, Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, og tv-rettighederne er solgt til BBC.

_______________________________________________

Bergen-detektiven Varg Veum i sag om miljøterrorisme

Gunnar Staalesen
VI SKAL ARVE VINDEN
En Varg Veum-krimi

Udkommer primo november

Ny veloplagt kriminalroman med privatdetektiven Varg Veum.
Varg Veums veninde Karin Bjørge ligger livstruende skadet, og Veum må indrømme, at skylden er hans. Det hele begyndte med en tilsyneladende uskyldig forsvindingssag. Manden til en af Karins veninder er sporløst forsvundet, nogle få dage før han skulle deltage i en inspektion af et område, der er udlagt til vindmøllepark.
Efterforskningen fører Bergen-detektiven ind i en konfliktmættet sag hvor miljøterrorisme, religiøs fanatisme, flosset forretningsmoral og en uløst forsvindingsgåde fra fortiden er vigtige elementer. Og så dukker det første lig op – naglet til et kors, vendt mod havet …
Varg Veum har optrådt i femten romaner siden 1977 og i foreløbig seks filmatiseringer, som herhjemme har været vist på TV2 Charlie. Hele seks nye film er på vej med den karismatiske Trond Espen Seim i rollen som Varg Veum.

_______________________________________________



Genudgivelse af debut-thriller

Jens Henrik Jensen
WIENERRINGEN


Udkommer medio september

Jens Henrik Jensens nye Nina Portland-roman udkommer til efteråret og Borgens Forlag genlancerer i den anledning den jyske thrillerforfatters første spændingsroman, WIENERRINGEN.
WIENERRINGEN udkom oprindelig i 1997 og blev startskuddet på Jens Henrik Jensens succesrige karriere som international thrillerforfatter, først med Kazanski-trilogien med den polske CIA-agent Jan Jordi Kazanski i hovedrollen, og siden med serien om den handlekraftige kvindelige kriminalassistent fra Esbjerg politi, Nina Portland.
I WIENERRINGEN er hverken Kazanski eller Nina Portland kommet på banen endnu. Den handlingsfyldte roman foregår i havet ud for Anholt og følger to vidt forskellige gruppers jagt på en skat, som angiveligt befinder sig om bord på en sunket nazi-ubåd fra 2. verdenskrig.
Den ene part er den hemmelige nynazistiske organisation Wienerringen, der i sit forsøg på at genindføre Det Tredje Rige står bag en række systematiske terrorhandlinger i flere lande. Den anden er fem optimistiske dykkervenner, som først og fremmest ser skattejagten som et eventyr og som chancen for et ubekymret liv.
Der er både højdramatik og politisk sprængstof i Jens Henrik Jensens debutroman, og der tegner sig et klart billede af den rutinerede spændingsforfatter, som siden har vundet sig et større og større publikum.

_______________________________________________


Hævnen er sød - nogle gange!

Jane Fallon
DÉR FIK JEG DIG


Udkommer medio august

James synes at hans dobbeltliv med en hustru i London og en elskerinde på landet er udmattende. Men han er på vej fra asken i ilden.
Stephanie går aldrig i sin mands sager. Men da hun tilfældigt opdager en sms fra en fremmed kvinde på hans mobil, er hun nødt til at finde ud af hvem hun er.
Katie er lykkeligt forelsket og kan ikke tro andet end at hun har sin James helt for sig selv. Ikke før hun en dag ringes op af en kvinde, der hævder at være hans hustru.
Stephanie og Katie mødes og beslutter sig for at tage en grusom hævn over James. Men hævnen er ikke altid lige sød, og selv de bedste planer kan gå skævt …
Jane Fallon er forfatter til bestselleren UD MED MATTHEW, prisbelønnet tv-producer og gift med den britiske tv-komiker Ricky Gervais.


___________________________________________

En amerikansk kvinde møder Marokko

Linda Holeman
PORTEN I MARRAKECH

Udkommer primo november

Sidonie, der vokser op i staten New York, rammes som stor pige i 1916 af polio, men overlever det. Hun lever herefter en beskyttet tilværelse mest inden for hjemmets fire vægge. Efter morens sygdom og død fører hun hus for sin far, men de er på et tidspunkt ude for en bilulykke, hvor også hendes far dør. Hun møder den hjælpsomme franske læge Etienne, som hun forelsker sig voldsomt i. Han er hendes første virkelige møde med omverdenen, og de indleder en affære. Etienne kan indimellem virke lidt mystisk og vil ikke fortælle meget om sin baggrund, hvilket generer Sidonie, men han omtaler dog, at han har familie i Marrakech i Marokko.
Da Sidonie bliver gravid, lever Etiennes reaktion på denne kendsgerning langtfra op til Sidonies forventninger og ønsker, og pludselig er han rejst ud af landet.
Sidonie er forvirret, men overbevist om, at der må være sket hans familie noget – og hun beslutter sig til at rejse til Marokko for at lede efter sin store kærlighed.
Det bliver lidt af en mundfuld for den slet ikke rejsevante pige at begive sig alene af sted, men hun når dog frem til Marokko – men mister undervejs sit ufødte barn.
Det arabiske samfund er nærmest umuligt at gebærde sig rundt i som ene hvid kvinde, og Sidonie gør sig erfaringer, som ikke alle er behagelige. Da hun når frem til Marrakech, finder hun omsider frem til en ikke særlig imødekommende kvinde, som tidligere har spillet en stor rolle i Etiennes liv. Gradvist kommer hun ind bag facaden på dels den marokkanske kultur og Etiennes baggrund. Sidonie udvikles som menneske og ser efterhånden sin egen situation i et noget andet lys.


_______________________________________________


Sagatiden genoplivet i moderne lys

Thor Vilhjálmsson
MORGENVISE I GRÆSSET


Udkommer primo november

I år 1234 begav den islandske høvding Sturla Sighvatsson sig sydpå til Rom for at få pavens syndsforladelse for den blodhævn, han havde øvet for drabet på storebroderen Tumi.
Sturla, hvis onkel var høvdingen og sagadigteren Snorri Sturluson, befandt sig på det tidspunkt på højden af sin livsbane, men han stræbte endnu højere. Han drømte om at tage magten over hele Island og havde alle forudsætninger for det: rigdom, mægtige forbundsfæller og stor personlig indflydelse. Men noget holdt denne tilsyneladende ukuelige helt tilbage, og det er dette, Thor Vilhjálmssons stort anlagte dramatisering af Sturlunga-sagaen handler om.
Rejsen ned gennem Europa bliver en dannelsesrejse for Sturla, han oplever etniske og religiøse brydninger, der får ham til at forholde sig kritisk til sine idealer og heltemyter. På samme måde bliver Thor Vilhálmssons roman til en skildring af den kamp mellem tradition og fornyelse, som præger vor tid i lige så høj grad som for 800 år siden.
Thor Vilhjálmsson, f. 1925, er en af Islands største nulevende forfattere. Han modtog i 1968 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen GLØDENDE MOS, der også er udkommet på dansk. Hans bøger er oversat til en lang række sprog.

_______________________________________________



En karruseltur i drømmens og virkelighedens universer

Erwin Neutzsky-Wulff
9999

Udkommer ultimo august

Erwin Neutzsky-Wulffs nye roman handler om tre personer, der møder hinanden på et skib, hvor de tilsyneladende er alene.
Skibet virker som en forladt kulisse, og havet og horisonten minder mest af alt om et stillestående bagtæppe. Hvor er de henne?
Langsomt begynder de at føle sig overvåget og opstiller teorier om, at fremmede væsner, som lever i flere dimensioner, bruger dem som forsøgsdyr af en slags.
Men i drømme lever mennesker også i andre dimensioner, og hvilke af dimensionerne eller drømmene der er virkelige, er ikke lige til at sige.
9999 er en tankemæssig tour de force af en af Danmarks mest originale forfattere.




_______________________________________________


8. bind i serien om Nordamerikas urbefolkning

Kathleen O’Neal Gear og W. Michael Gear
LYNETS FOLK


Udkommer primo november

LYNETS FOLK er ottende enkeltstående bind i forfatterparret Kathleen O’Neal Gear og W. Michael Gears bestsellerromanserie om Nordamerikas urbefolkning.
Handlingen udspiller sig for 8.000 år siden i vore dages Florida.
Den unge mand Pondwader er »født af lynet«, han er altså noget så sjældent som en albino og regnes derfor for at have særlige kræfter.
Den mange år ældre kvinde Musselwhite lader sig modstræbende gifte med Pondwader for at skabe alliance mellem hans og hendes landsbyer. Men den selvbestaltede profet og krigsherre Cottonmouth har andre planer for Pondwader, som han mener kan bringe hans folk til en anden og bedre verden. Cottonmouth kidnapper Musselwhites hidtidige mand, Diver, for at lokke hende og Pondwader til sig. Men langsomt lærer Pondwader sine evner som shaman at kende, og da det afgørende opgør finder sted, er han i stand til at styre kræfter, som ingen menneskelige våben kan modstå.




_______________________________________________

Hardback af 7. bind i serien om Nordamerikas urbefolkning

Kathleen O’Neal Gear og W. Michael Gear
FLODENS FOLK

Udkommer ultimo november

FLODENS FOLK udspiller sig for 800 år siden i det nuværende Illinois i Nordamerika.
Solhøvdingen Tharon regerer enevældigt over Cahokia – en by på over 10.000 indbyggere. Da majshøsten i det ellers velordnede samfund slår fejl, kommer det først til oprør og siden til åben krig, da Tharon pålægger landets mindre byer en hård skat i naturalier.
Tharons grumhed og stigende vanvid har samtidig spærret adgangen til åndernes verden for præstinden Natskygge, som hidtil har været sit folks stærkeste Drømmer. Hvis guderne har vendt ryggen til folket, er der intet håb, men heldigvis er en ny Drømmer på vej: den 10-årige pige Lilje. Før Lilje kan skabe den livsvigtige ligevægt i den naturlige verdensorden, må hun dog først oplæres og derefter rejse til underverdenen for at møde den første mand, den legendariske Ulvedrømmer …
FLODENS FOLK er sjette bind i forfatterparret W. Michael Gear og Kathleen O’Neal Gears bestsellerromanserie om Nordamerikas urbefolkning.




_______________________________________________

LYRIK


Nyt fra ordmageren Laugesen

Peter Laugesen
DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER

Udkommer primo september

Ny digtsamling af Peter Laugesen, hvis seneste digtsamling FOTORAMA blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. Peter Laugesen (f. 1942), har udgivet en lang række digtsamlinger siden midten af 1960‘erne og bl.a. VEJRUDSIGTER (2007), 64 (2006), DIVANORD (2004) og senest FOTORAMA (2009). Peter Laugesen er også udkommet på cd HOWL ON (2001) sammen med bandet Mindspray og på dvd FIRE STEMMER (2004). Peter Laugesen er medlem af Det Danske Akademi.


17.12.2008

Romaner - forår 2009

CELEBUTANTES
Af Amanda Goldberg og R. Khalighi-Hopper
Er udkommet

Skarpt og underholdende indblik i Hollywood bag facaden i ugen op til den store Oscarfest – fortalt af to Hollywood-insidere.
Lola Santisi er født til et liv blandt filmstjerner, kindkys og guldstatuetter. Hendes far er Hollywood-instruktør med en lang række succeser bag sig. Men trods åbne døre og alle de rigtige kontakter føler Lola sig stadig som statist i sit eget liv. Og så har hun den uheldige vane at forelske sig i flotte, men selvoptagede skuespillere, der slår op via deres agent. Sammen med vennerne Kate, Cricket og Julian forsøger hun at bevare jordforbindelsen i det hysteriske cirkus, som Hollywood forvandles til under forberedelserne til Oscarfesten.

Men der er kun en uge til Oscarfesten, og det bliver op til Lola at få dem alle klar til den røde løber – helst med karrieren, hjertet og stiletterne i behold.

Ruthanna Khalighi Hopper er filmproducer og datter af skuespilleren Dennis Hopper. Amanda Goldberg er datter af film- og tv-producer Leonard Goldberg og var en af producerne bag succesfilmen Charlie's Angels. Begge bor i Hollywood.




CHINA LAKE
- En Evan Delaney-thriller
Af Meg Gardiner
Er udkommet

Åndeløs, neglebidende thriller - den første i en serie, som Stephen King har kaldt »den bedste krimi/spændingsserie, jeg er stødt på i de sidste tyve år«.

Evan Delaney passer sin bror Brians 6-årige søn, Luke, mens broderen er udstationeret som jagerpilot i udlandet.
En dag dukker Brians ekskone Tabitha op hos Evan. Hun er blevet medlem af en ekstrem religiøs sekt og kræver nu at få Luke tilbage.
Men sekten trækker et spor af trusler, vold og drab efter sig, og da det lykkes for nogle af medlemmerne at kidnappe Luke, er det af andre grunde end moderkærlighed. Sekten planlægger et biologisk attentat mod børn i Los Angeles-området, og Luke skal bruges til at presse Brian til at skaffe sekten et missil-armeret fly fra basen i China Lake.

Meg Gardiners thriller består af en ubrudt række af nådeløst nervepirrende situationer - og læseren får ikke lov til at drage et lettelsens suk før på allersidste side.



KOLDE HJERTER
- En Varg Veum-krimi
Af Gunnar Staalesen
Er udkommet

En frostklar januardag i Bergen bliver Varg Veum opsøgt af en ung prostitueret. Hendes veninde, "Maggi", er sporløst forsvundet efter at have afvist en kunde. Samtidig er Maggis bror rømmet fra det fængsel, hvor han afsoner en dom for drab.

Varg Veum tager sagen og dykker ned i Bergens underverden, hvor luften er fuld af trusler og tørre tærsk. Samtidig borer han i Maggis familiefortid og konfronteres med en brutal og ubehagelig virkelighed, hvor forfejlet idealisme har fået fatale følger. Det første lig, han finder, bliver ikke det sidste, og snart tegner der sig et mønster af skibbrudte skæbner og hjerter, som er blevet kolde længe før tiden.

Kolde hjerter er Gunnar Staalesens fjortende kriminalroman - en ægte Varg Veum-krimi med veloplagte dialoger, skarpe skildringer af mennesker og miljøer i Bergen, masser af atmosfære og et stænk af hårdkogt humor.




PIGERNE FRA RIYADH
Af Rajaa Alsanea
Udkommer ultimo april 2009

Pigerne fra Riyadh skildrer fire unge velhavende og veluddannede kvinders liv i Riyadh og deres forsøg på at navigere mellem kærlighed, sex og islamiske traditioner.

Pigerne fra Riyadh er alle unge, smukke og lever under Saudi Arabiens strenge islamiske lovgivning og traditioner - og så alligevel ikke helt. For indimellem lykkes dem alligevel at snige sig hjemmefra og gå til fester, stævnemøder, tage på shoppeture og se amerikanske tv-serier. Men for det meste prøver de dog alle at være gode muslimske piger, dvs. at gøre hvad deres familier og mænd forventer af dem.

Rajaa Alsanea (f.1982) er født og opvokset i Riyadh. Hun bor i øjeblikket i Chicago, hvor hun læser til tandlæge. Pigerne i Riyadh er hendes første roman. Den udkom i 2005, og måtte oprindeligt udgives i Libanon pga. det kontroversielle emne. Den blev med det samme en stor succes, og kopier fra det sorte marked bredte sig hurtigt, og den er siden blevet en bestseller i både Mellemøsten og resten af verden.



MENNESKEETS AFVIKLING
af Erwin Neutzsky-Wulff
Udkommer ultimo april 2009

Som vi alle ved, er menneskets historie én lang, sej udvikling frem mod frihed, lighed og broderskab.

Men hvad nu, hvis det var omvendt? Hvad nu hvis mennesket engang var ædelt, men nu er blevet skamløst og grådigt? Sæt den historie, vi lærer i skolen, er lige præcis det: En historie …

I denne bog fortæller Erwin Neutzsky-Wulff en anden historie, nemlig den om menneskets afvikling fra et udviklet til et primitivt stade, og besvarer undervejs spørgsmål som:

Var Jesus en mytologisk skikkelse, og de kristne barbarerne i en civiliseret verden? Var den sorte død en konsekvens af forestillingen om ubegrænset vækst?

Var Renæssancen kitsch for nyrige? Var den amerikanske revolution antikristelig, og udskiftede den franske blot en ansvarlig overklasse med en uansvarlig?

Var Lincoln racist, Kennedy en høg, og Nixon en due? Bygger den moderne naturvidenskab på kristen fundamentalisme, og lever vi i det teknologiske samfunds sidste århundrede?

MENNESKETS AFVIKLING er ikke kun en bog, der leverer en nytolkning af menneskets historie. Det er også en underholdende og overskuelig beretning om de store bevægelser i denne historie, uanset om man betragter dem som fremskridt eller – som denne bogs forfatter – som det modsatte.